Danmark er et af verdens mindst korrupte lande, men det betyder ikke, at alt foregår efter bogen.

En række store sager om svindel, hvidvask og bestikkelseslignende forhold har i de senere år skæmmet danske virksomheders ry, og nu viser en ny undersøgelse fra Djøf, at ti procent af de beskæftigede danskere i »høj grad« eller »meget høj grad« mener at ligge inde med viden om kritisable eller ulovlige forhold på deres arbejdsplads.