Danmark topper igen og igen internationale lister over høj levestandard for landets egen befolkning.
Men når det kommer til at levere en høj livskvalitet for expats – udlændinge, der bor og arbejder her – går det mindre godt.
Således havner Danmark på en 41.-plads ud af 53 lande i en ny international undersøgelse af expats' livskvalitet i forskellige lande udført af organisationen InterNations.
Her har organisationen spurgt 12.065 mennesker, der bor og arbejder rundt om i verden, og fået dem til at besvare en lang række spørgsmål om det land, de selv arbejder i. Det fremgår ikke, præcis hvor mange der er blevet spurgt i Danmark.
Og mens Danmarks sundhedsvæsen og arbejdsliv og -miljø får ros, står det knap så muntert til, når expats bliver spurgt om, hvor nemt de har haft ved at falde ind i landet og samfundet, herunder hvor nemt det er at finde nye venner, samt hvor venlige og indbydende befolkningen er.
Danmark er ifølge de adspurgte det allersværeste af alle lande i undersøgelsen at finde venner i, og vi danskerne præsterer til en tredjesidsteplads, når det kommer til at byde arbejdende udlændinge velkommen.
Når det kommer til privatøkonomi, scorer Danmark med sin 47.-plads ligeledes bundkarakterer, hvilket ifølge undersøgelsen særligt skyldes de højere leveomkostninger, end der er i eksempelvis mange asiatiske lande.
Det er dog et gennemgående problem i flere af de nordiske lande, og eksempelvis rangerer Norge på en overordnet 52.-plads og er således kun undergået af Kuwait. Sverige scorer markant højere i langt de fleste kategorier og lander på en samlet 24.-plads.




