Coronavirussen kender ingen grænser, og deraf opstod også behovet for, at lukke landet.

Flere var dog bekymrede, for når vi lukker landet, hvor høj en risiko udgør så udenlandske arbejdere, der krydser grænsen til Danmark for at arbejde?

Tilsyneladende ikke særlig høj. Det peger i hvert fald resultaterne fra en undersøgelse foretaget af Sundhedsdatastyrelsen på.

Undersøgelsen, der er udarbejdet som en del af arbejdet i en taskforce om coronasmitte, har set på sammenhængen mellem covid-19 og den del af den udenlandske arbejdskraft, der også kaldes »vandrende arbejdstagere«.

Tyder ikke på højere smitte

I brancher med den største andel af vandrende arbejdstagere er der det laveste antal smittede, viser undersøgelsen.

Sundheds- og socialområdet er en af de brancher, der har den højeste smitte, men er samtidig også en af de brancher, der har den laveste andel af vandrende arbejdstagere – knap 0,5 procent.

Måler man på antallet af smittede pr. 1.000 ansatte i kommunen er råstofindvinding en af de brancher, der har den laveste smitte, men branchen har samtidig en relativt høj andel af vandrende arbejdstagere – op mod ti procent.

Samme billede tegner sig for transportbranchen, rejsebureauer, rengøring og anden operationel service, bygge og anlæg samt landbrug og fiskeri.

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af Statens Serum Instituts (SSI) oversigt over covid-19-testede og CPR-registeret. Imidlertid har registeret over vandrende arbejdstagere på individniveau ikke været til rådighed, skriver Sundhedsdata Styrelsen i sin undersøgelse. Dette betyder, at der ikke kan tegnes et endegyldigt billede af, hvordan smitten har fat i gruppen af arbejdere fra udlandet.

Altså er der tale om en indikation på, at der tilsyneladende ikke er en sammenhæng mellem andelen af vandrende arbejdstagere og coronasmittede.

For at forebygge spredning af coronavirus blev der i marts 2020 indført restriktioner for, hvem der må krydse de danske grænser. Personer, der bor i et andet EU/EØS-land – blandt andet vandrende arbejdskraft – må således gerne komme ind i Danmark for at arbejde.

24. april udstak regeringen nye retningslinjer for alle brancher for at få styr på smittefaren for vandrende arbejdstagere. Det skete blandt andet for at håndtere »utrygheden«, der måtte være i brancher, hvor der er en stor andel af vandrende arbejdstagere, oplyste beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S).

»Ingen skal gå utrygge på arbejde. Derfor har det også været vigtigt for mig, at vi tager nogle initiativer, som sætter fokus på denne del af arbejdsmiljøet. Vi hjælper gerne til fra politisk hold, men det er i sidste ende virksomhederne, der er ansvarlige for, at arbejdsmiljøet er i orden,« sagde han i regeringens udspil.

Et positivt billede

Syv initiativer blev præsenteret. De involverede et branchesamarbejde, mere kontrol for at sende flere i selvisolation og offensiv teststrategi ved grænserne, som det hed i en pressemeddelelse.

For administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad tegner den nye undersøgelses resultater et positivt billede:

»Både danske virksomheder og store dele af samfundets forsyningskæder er dybt afhængige af udenlandske medarbejdere. Derfor er det positivt at se, at der ikke er noget, der tyder på, at der er nogen særlig smitterisiko forbundet med, at medarbejdere, der ikke er bosat her i landet, kan krydse Danmarks grænser som en del af deres arbejdsrutine,« skriver han i en e-mail til Berlingske:

»Det er vigtigt for de danske virksomheder, at alle medarbejdere – uanset om de er bosat i eller uden for Danmark – kan arbejde på en sundhedsmæssig forsvarlig måde. Derfor er der en teststrategi på plads, og det er afgørende, at regeringen prioriterer testkapaciteten målrettet.«