Ny rapport: 40 procent indvandrerbørn har ingen forældre i arbejde

En ny omfattende undersøgelse af børn og unges velfærd og trivsel i Danmark viser, at børn og unge med indvandrerbaggrund er langt mere udsatte på en række parametre sammenlignet med jævnaldrende etnisk danske børn og unge.

Arkivfoto. Børn og unge med indvandrerbaggrund er betydeligt mere udsatte end deres danske jævnaldrende. Det skyldes især, at de vokser op under ringere materielle og boligmæssige rammer, viser en ny rapport fra VIVE. BAX LINDHARDT / Ritzau Scanpix

Der er ingen forældre, der går på arbejde. Der er færre rum end familiemedlemmer i lejligheden. Der er mere støj. Og der er færre penge til mad, tøj og fritidsinteresser.

Sådan ser livet ud for en langt større andel af børn og unge med indvandrerbaggrund end for børn og unge med dansk baggrund. Det viser en ny stor undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der er den tredje undersøgelse af den danske børnebefolkningstilstand siden 2010.