Boligmanglen i København er ikke et nyt fænomen, og i årevis har udbygning af byen været en stor politisk prioritering.
Og nu kan de boligsøgende i Københavns Kommune måske ane et lys for enden af tunnelen – et sted ude i fremtiden.
Forvaltningen i Københavns Kommune lægger i hvert fald nu op til, at der skal bygges 40.000 nye boliger.
Det fremgår af kommuneplanen for 2024.
Her gøres det klart, at de nye boliger efter planen skal opføres i Kløverparken, på Refshaleøen, Vingelodden og Helgoland.
Over for TV 2 Kosmopol gør teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) det klart, at hun overordnet er positiv over for udkastet.
Dog skal kommunen ikke følge udkastet til punkt og prikke, hvis det står til hende.
»Jeg synes, der er behov for mange flere almene boliger, for der mangler boliger, der er til at betale. Der mangler boliger til unge og socialt udsatte, så det har vi brug for meget mere af. Vi skal også se på flere andels- og ejerboliger, for vi har ikke brug for flere dyre, private boliger,« siger hun til TV 2 Kosmopol.
Ifølge kommuneplanen skal der bygges 10.000 nye almene boliger og 6.000 nye ungdomsboliger.
Stop for »grotesk« boligfinte
Det er ikke nyt, at københavnske politikere vil have flere billige boliger i byen.
Således vedtog man derfor i 2012, at der skulle bygges 12.000 ungdomsboliger, som skulle være målrettet studerende.
Mange af de ungdomsboliger, der blev bygget, var dog målrettet unge nyuddannede i stedet, og huslejen ligger derfor ofte på den gode side af 7-8.000 kroner for en etværelses lejlighed.
For nylig kunne Københavns Kommune dog oplyse, at man havde fået sat en stopper for at bygge ungdomsboliger med en så høj husleje, da Folketinget havde gjort det muligt at øremærke ungdomsboliger til studerende.
»Vi har flere steder i København set eksempler på ungdomsboliger på få kvadratmeter til 8.000-10.000 kroner, som er en fuldstændig grotesk husleje for en på SU,« sagde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i den forbindelse:
»Derfor har jeg længe kæmpet for, at Folketinget gav os lov til at øremærke ungdomsboliger til studerende, så bygherrer tvinges til at sætte huslejen derefter.«




