Politiets indsats mod natur-, miljø- og dyrevelfærdskriminalitet skal samles i en ny national enhed, der skal efterforske og strafferetsligt forfølge store og mere komplekse sager.

Der er med flerårsaftalen afsat cirka ti millioner kroner til den styrkede indsats.

Det oplyser Justitsministeriet til Ritzau.

- Vi skal ikke acceptere, at man uden tilladelse ændrer beskyttede kystskrænter eller vælger at opgrave en mose, udtaler justitsminister Nicolai Wammen (S).

Han kalder det "en kerneprioritet for regeringen at passe godt på vores natur".

- Det kræver blandt andet, at vi sætter hårdt ind over for miljø- og naturkriminalitet, siger han.

Den nye nationale enhed skal forankres i Sydøstjyllands Politi.

Ud over at understøtte regeringens ønske om at have "stærke arbejdspladser i hele Danmark" vil en løsning med én større og mere specialiseret enhed også "skabe de bedste forudsætninger for indsatserne mod både natur- og miljøkriminalitet og på dyrevelfærdsområdet", tilføjer justitsministeren.

Etableringen af den nye nationale enhed vil ske gradvist over en overgangsperiode, oplyser Sydøstjyllands Politi i et skriftligt svar til Ritzau.

- Det indebærer blandt andet, at vi skal finde en lokalitet til enheden, samle opgaverne, rekruttere medarbejdere, udvikle organisationen og planlægge overdragelsen af opgaver fra politikredsene, uddyber politidirektør Brian Fussing.

- Der vil også blive tilført ressourcer til opgaven. Men det er endnu for tidligt at sige præcist, hvor mange medarbejdere den nye enhed kommer til at bestå af.

Forventningen er, at den nye enhed vil være fuldt etableret senest i andet kvartal af 2028.

Der vil som hidtil være mindre sager, der skal efterforskes og behandles i de enkelte politikredse, oplyser Sydøstjyllands Politi.

En del af det videre arbejde med at etablere enheden bliver, hvordan de konkrete snitflader mellem den nationale enhed og de enkelte politikredse skal være, skriver politidirektør Brian Fussing i et skriftligt svar.

RITZAU