God onsdag morgen, kære læser, og velkommen til dagens nyhedsoverblik på endnu en usædvanlig varm efterårsdag.
Vi bringer dig den bitre nyhed om, at det varme vejr ikke bliver hængende for evigt.
Derudover skal vi forbi politikerne og politiets hovedpine Christiania, den øremærkede barsel, som øjensynligt har bragt nogle ulemper med sig, mytteri i Donald Trumps indercirkel, og så slutter vi af med en flok mistænkelige kinesiske scubadykkere.
God læsning!
Det lune efterårsvejr har en udløbsdato
Vejret i Europa fortsætter i det vilde spor, der har præget næsten hele sommeren.
Mandag blev der slået over 200 lokale temperaturrekorder for september i Frankrig.
Herhjemme kan vi senere på ugen – på trods af at vi officielt er i efteråret – måske nå 30 grader.
Det lune efterårsvejr har imidlertid en udløbsdato.
»Ifølge vores prognoser er det slut med det varme og solrige vejr fra begyndelsen af næste uge. Den varme luft fra syd og sydvest bliver afløst af mere klassiske strømninger fra vest. Det kan godt ende med lyn og et par brag, men næppe noget i voldsom skala,« siger Jesper Thiesen, meteorolog og direktør i ConWX, der leverer vejrprognoser for energiselskaber.
Du kan læse mere om efterårets vilde vejr i Berlingske-artiklen her.
Ny forskning om kortere barselsorlov: Går ud over trivslen hos store skolebørn
Trivslen hos store skolebørn hænger sammen med, hvor lang barselsorlov deres forældre i sin tid har holdt med dem.
Det viser ny forskning, skriver Jyllands-Posten.
Det er et hold af forskere fra ROCKWOOL Fonden, Aarhus Universitet og Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen.
»I gennemsnit stiger et barns trivselsmål i 7. og 8. klasse med 4,8 procentpoint for hver ekstra måneds orlov, forældrene tager. Tre måneders længere barsel øger således det gennemsnitlige trivselsmål med næsten 15 procentpoint.«
Studiet er et af de første af sin slags, der viser, at længere forældreorlov har positive konsekvenser for børns udvikling og trivsel.
Undersøgelsen blev sat i værk, da Folketinget sidste år øgede den øremærkede forældreorlov til fædre og medmødre fra to til elleve uger.
Barselsreformen er blevet kritiseret for at medføre, at nogle børn kommer tidligere i vuggestue, da fædrenes barsel ikke kan overføres til moren, hvis faren ikke vælger at tage den.
Målet med studiet er derfor også at tilskynde fædre til at tage en større del af den fælles forældreorlov, lyder det.
Læs hele Jyllands-Postens artikel her.
Mytteri i Trumps indercirkel
I USA trækker det op til et grimt slagsmål, når den tidligere præsident Donald Trumps retssager begynder.
For et mytteri i Donald Trumps inderkreds er allerede begyndt.
Flere af ekspræsidentens medtiltalte er ved at vende sig imod ham. Frem for at støtte Trump, som de ellers så indædt har gjort, giver de ham nu skylden for deres handlinger – det skete på hans ordre, lyder det.
Det er kommet frem i en række retsdokumenter og høringer, hvor advokater for de tiltalte har udtalt sig.
Du kan læse meget mere om sagen i Berlingske-artiklen her.
Politiet afviser at hente stjålet cykel
Vi vender snuden hjem til vores egen hovedstad, hvor både cykeltyverier og fristaden Christiania længe har været et problem for politiet. I en historie hos Politiken bliver de ting forenet.
Københavneren Karsten Zakarias ringede tidligere på året til politiet for at forklare, at hans cykel var blevet stjålet.
Fordi cyklen var udstyret med en gps-tracker, kunne han fortælle, at hans cykel stod på Pusher Street på Christiania. Politiet kunne så forklare ham, at de meget gerne ville hjælpe ham med at hente hans cykel – så snart den ikke længere befandt sig på Christiania.
Alt det fortæller Politiken på baggrund af et opkald til vagtcentralen hos Københavns Politi, som avisen har fået udleveret som lydfil, og offeret for cykeltyveriet mener, at der er noget helt og aldeles galt.
»Det handler ikke om tyveriet af min cykel. Det handler om, at der ikke må være områder, hvor kriminelle kan undslå sig landets love. De skal gælde alle steder. Alt andet er skræmmende,« siger Karsten Zakarias til Politiken.
Siden drabet på en 30-årig mand på Christiania for nylig har debatten om Pusher Street raset, og politikere i forskellige magtlag har slået fast, at denne gang skal der gøres noget.
Onsdag klokken 9.30 bliver vi måske klogere på, hvad dette »noget« bliver. Her har justitsminister Peter Hummelgaard (S) inviteret til pressemøde om nye tiltag på Pusher Street.
Kinesiske scubadykker vækker mistanke i USA
USA har de seneste år registreret 100 tilfælde, hvor kinesiske statsborgere er kommet mistænkeligt tæt på amerikanske militærbaser.
Ofte har de opført sig som harmløse turister, når de har dykket i området, men USA frygter nu, at der ligger en større plan bag.
Konkret mistænker USA, at de i virkeligheden har været spioner.
Episoderne har typisk fundet sted i øde områder langt fra kommercielle lufthavne og ofte i områder, hvor der ellers ikke er tradition for turisme.
»Det er svært at bevise, at de er ude på spionage. Dem, der ikke bliver opdaget, har god mulighed for at opstøve noget vigtig viden,« siger Emily Harding, senior fellow ved Center for Strategi og Internationale Studier i Washington.
Du kan læse Berlingskes artikel om nyheden her.
Det sker i dag:
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) holder doorstep om nye tiltag på Pusher Street på Christiania klokken 9.30.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes i dag med de nordiske og baltiske udenrigsministre i Riga.
Højesteret afsiger dom i skattesag mod Mærsk.