Det er blevet lavet om igen, og igen, og igen.
For selvom trafikkrydset ved Dybbølsbro på Vesterbro i København er relativt lille, har det været årsag til ualmindelig meget debat.
Københavns Kommune har dog håb om nu at kunne sætte punktum i den sag. I fredags blev en dobbeltrettet diagonal cykelsti, der skal gøre turen gennem krydset tryggere for cyklister, indviet.
Cykelstien forbinder cykelstien på Dybbølsbro med Skelbækgade og Dybbølsgade, og så går den tværs over Yrsa Plads. En løsning, der ikke er set før i Danmark.
Ifølge Københavns Kommune er der flere forklaringer på, hvorfor en ny tværgående dobbeltrettet cykelsti er den bedste løsning.
Først og fremmest var det umuligt at beholde broen, som den var, forklarede kommunens teknik- og miljøforvaltning sidste år til lokalmediet VesterbroLiv.
Broen havde ikke kapacitet til fremtidens trafikmængde.
»Stadig hul i hovedet,« siger cyklist
Noget tyder dog på, at det ikke er alle, der tager lige godt imod den nye kreative løsning.
Lørdag morgen var Politiken ude ved den nye cykelsti for at iagttage, hvordan trafikafviklingen gik for sig.
Flere cyklister kiggede undrende på den nye, brede cykelsti, mens de fleste dog lod til at finde vej og følge markeringen.
Avisen mødte blandt andre forældrene Stephanie og Stina Nørgaard, der mener, at den nye cykelsti virker ulogisk.
»Det er jo stadig helt hul i hovedet. Ja, den blå markering giver fin mening for dem, der skal over på cykelstien. Men der er også mange, der kommer fra Dybbølsgade og skal ned ad Ingerslevsgade,« siger Stephanie Nørgaard til Politiken.
Karin Øder, der er flittig bruger af krydset og lørdag morgen på sin ladcykel er på vej for at hente en pakke, synes, at krydset er »forvirrende« og kalder det et »bøvlet kryds«.
Hun ser også en udfordring for cyklister, der ikke kommer fra Dybbølsgade og skal over broen.
100 millioner kroner
Den udskældte cykelsti blev indviet i 2019 og er Danmarks bredeste. Ifølge mediet EjendomsWatch kostede den 100 millioner kroner og skabte allerede fra begyndelsen debat.

Flere løsninger er siden da blevet forsøgt – alle uden det store held. I 2019 forsøgte man sig med blå cykelbaner, piktogrammer, nye skilte og omstilling af signaler. En rundkørsel har også været på tegnebrættet som mulig løsning, men det vurderede kommunen var for generende for biler og busser.
Den nye cykelsti, der går tværs over Yrsas Plads, har ifølge Politiken kostet Københavns Kommune 3,5 millioner kroner.