I en sag om et drab på en 21-årig kvinde i Herning i foråret har politiet tirsdag formiddag anholdt endnu en mistænkt.

Det er en 19-årig mand fra lokalområdet, og han fremstilles for en dommer onsdag, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. Han sigtes for medvirken til drab.

I forvejen er en 16-årig dreng varetægtsfængslet i sagen.

Forbrydelsen skete om aftenen 7. april på Gormsvej. Den unge kvinde blev stukket med kniv. Flere forbipasserende slog alarm og forsøgte at redde hendes liv.

Den nye udvikling kommer omkring to uger efter en særlig indsats, hvor dykkere undersøgte søer og vandhuller. Det skete blandt andet i Knudmosen ved Miljøvej.

Offeret i sagen har somalisk baggrund, og det gælder også den nu anholdte 19-årige mand, fremgår det af politiets meddelelse tirsdag.

Der gik mere end to måneder efter det dødelige knivoverfald, før politiet fik et gennembrud med anholdelsen af den 16-årige.

I politiet ønsker man ikke at udtale sig om et muligt motiv, eller om hvorvidt flere personer mistænkes for at have medvirket.

- Vi har over længere tid efterforsket i den her sag, og jeg er tilfreds med, at vi gør fremskridt, udtaler politikommissær Theis Thylstrup i pressemeddelelsen.

En politichef sagde kort efter drabet, at meget tydede på, at kvinden ikke var et tilfældigt offer.

/ritzau/