Sommeren står for døren, og de kolde øl og drinks trækker ekstra i folket.
Men en alkoholpromille over 0,5 og bilkørsel har aldrig været nogen god kombination.
Ikke desto mindre viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, at en del danske mænd har problemer med at lade bilen stå, når de har fået en genstand eller to for meget.
Det viser sig nemlig, at der er en markant kønsforskel, når det kommer til politiets sigtelser for spirituskørsel.
Fra 2007 til 2021 er 91 procent af alle sigtelser om spirituskørsel blevet rejst mod mænd. Tallene understreger også, at der særligt er tale om yngre mænd, når det kommer til denne lovovertrædelse. Der er perioden rejst ikke mindre end 7.200 sigtelser mod 20-årige mænd, mens der kun er blevet sigtet 500 kvinder i samme aldersgruppe.
De senere år har budt på en generel stigning i antallet af sigtelser mod personer, der ikke har kunne lade bilen stå efter de våde festligheder. I de sidste 15 år er der blevet sigtet et sted mellem 13.000 og 17.000 om året, hvoraf det højeste niveau på 17.000 sigtelser var i coronaåret 2020.
Ifølge Danmarks Statistik afviger de to år med coronanedlukninger ikke fra det sædvanlige mønster. Det kan skyldes, at mange af restriktionerne var ophævede i netop de måneder, hvor flest normalt bliver sigtet for spirituskørsel.
Analysen viser, at det særligt er i sommermånederne, at danskerne fristes til at sætte sig bag rattet med alkohol i blodet. Særligt juli måned topper med et gennemsnit på omkring 1.500 sigtelser i den 15-årige periode.