Nu stiger metroprisen for pensionister

Udover kvalitetstillægget vil også aldersgrænsen for at få pensionistrabat stige fra 1. juli.

Fra 1. juli vil det blive dyrere for de københavnske pensionister at køre i metro. Ida Marie Odgaard

Fra 1. juli bliver Københavns Metro dyrere for byens pensionister.

Det skyldes, at Metroselskabet indfører, at pensionister fremover – og i lighed med alle andre rejsende – skal betale det såkaldte 'kvalititestillæg', hvis deres pensionistkort skal være gyldigt i metroen.

At kvalitetstillægget ikke har omfattet pensionister hidtil, skyldes blot teknikaliteter.

Samlet set vil det koste 23 kroner mere om måneden at rejse med metroen med et pensionistkort.

Det svarer til en stigning på 70 kroner for et pensionistkort, der er gyldigt i tre måneder.

For et almindeligt periodekort vil der fortsat være et kvalitetstillæg på 60 kroner om måneden.

Udover kvalitetstillægget vil også aldersgrænsen for at få pensionistrabat stige fra 1. juli.

Den vil stige fra 65 til 67 år og vil gælde i alle landets tog- og trafikselskaber.

Stigningen sker for at tilpasse den gældende folkepensionsalder, der i 2022 er steget til 67 år.