Nu starter min søn i skole. Jeg har allerede modtaget 26 beskeder i Aula

Jeg vil gøre meget for at blande mig så lidt som muligt i min søns kommende skolegang. Spørgsmålet er, om det er muligt?

Landet over starter børn nu i skole, men Aula-beskederne er tikket ind på forældrenes mobiler i ugevis.  Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Beskederne begyndte så småt at dinge ind på mobilen i starten af april. Aula-beskederne, der hver og en er uskyldige, men som enhed tjener som et forvarsel om, hvad der venter, når min søn nu starter i førskole. Ding, ding, ding.

Indtil for nylig så jeg ellers frem mod hans skolestart. Jeg så det som en håbefuld tid, hvor børnene med stolthed ifører sig rygsækken, mens vi iklæder dem nyt tøj, så vi har gjort vores for, at de kan imponere deres nye venner. Mit indtryk var, at skolestarten handlede om børnene. At vi på en måde for første gang sender dem ud på egen hånd, så de kan blomstre.