De har potentiale til at genåbne lukkede aktiviteter som kulturbegivenheder, arbejdspladser og restauranter.
Aarhus Universitetshospital har sat gang i en omfattende undersøgelse af de såkaldte »hjemmetest«, som lige nu kører blandt 400 borgere i Aarhus og omegn. Det skriver Politiken.
Målet er at se, hvor følsom og præcis hjemmetesten er.
Viser testen sig at være følsom nok, kan den blandt andet nå grupper, der ellers ikke nås af testsystemet, og i teorien vil den også kunne bruges til at give adgang til eksempelvis kulturbegivenheder.
»Det er et muligt redskab i genåbningen af forskellige aktiviteter, men det afhænger af kvaliteten og pålideligheden. Det er det, vi nu undersøger,« siger ledende overlæge, professor Lars Østergaard til Politiken.
I løbet af den seneste uge har de 400 borgere modtaget en testkit til hjemmebrug, efter at have besøgt de hvide telte. Derudover vil yderligere 100 borgere med konstateret coronavirus få en hjemmetest afleveret på dørmåtten, så de kan teste sig selv og se, om testen finder virussen.
Og nu skal forskerne på Aarhus Universitetshospital i gang med at sammenligne resultaterne af hjemmetesten med borgernes PCR-test fra de hvide telte. Resultaterne af forsøget vil foreligge om en måned, og skal give et fingerpeg om, hvorvidt testene er sensitive nok, og om almindelige borgere kan finde ud af at bruge dem.
Ifølge afdelingslæge og ansvarlig for forsøget, Sanne Jespersen, modtager man allerede mange positive tilbagemeldinger, der mest handler om, at det er rart, at man ikke behøver tage ind til et testcenter.
Kan blive muligt at gå til koncerter igen
Det er det danske firma DNA Diagnostic, der står for at levere selve testkittet til hjemmetest i forsøget. Testen er den almindelige antigentest, som vi kender fra de private lyntestcentre, men den er ikke godkendt eller markedsført som hjemmetest endnu.
Den danske test fra DNA Diagnostic bruges dog allerede af cirka 50 virksomheder herhjemme, men sælges primært til eksport i udlandet.
Derfor er det også ærgerligt, at vi endnu ikke gør brug af hjemmetesten i Danmark endnu, da potentialet er enormt. Sådan lyder det fra direktør i DNA Diagnostic, Mikkel Sønderup. For hvis alle tester sig selv hjemmefra, kunne det være muligt igen at gå på restaurant, til koncerter og genåbne lukkede arbejdspladser, siger han.
Det er endnu uvist, hvad hjemmetesten ville komme til at koste, hvis den ender med at blive brugt. Men et godt bud er 100 kroner. En lignende test fra firmaet Abbott, kaldet BinaxNow at-Home, sælges for 150 kroner i USA, men det inkluderer onlinevejledning fra en sundhedsperson.