Nu koster det penge at se Venedig

På udvalgte dage vil det nu koste penge at besøge Venedig, der hvert år bliver overrendt af flere millioner turister.

Der er få byer, som hvert år får besøg af så mange turister, som Venedig gør, men nu skal turisterne have penge op af lommen for at besøge den smukke by.

Fra og med i dag skal turister nemlig betale et adgangsgebyr på fem euro (37 kroner).

Det skriver blandt andet nyhedsbureauet AFP.

TV 2 har talt med Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, om det nye tiltag, som kommer, fordi turisterne slider for hårdt på den by, der omvendt heller ikke kan klare sig uden dem, og borgmesteren kommer med en indtrængende bøn til turisterne:

»Af hjertet vil jeg gerne opfordre alle til at respektere Venedig og andre historiske steder, som symboliserer vores civilisation,« siger han til TV 2.

Kun på udvalgte dage

Gebyret på fem euro skal ikke ses som en skat, men derimod som et bidrag, har det tidligere lydt fra borgmester Luigi Brugnaro, og det skal også kun betales på udvalgte dage i højsæsonen.

Helt konkret er der tale om 29 dage fordelt mellem 25. april og 14. juli – sådan er det i hvert fald i år, hvor der for første gang eksperimenteres med gebyret, som det tidligere har fremgået hos Berlingske.

Skulle man blive taget uden en billet, så kan det blive en dyr fornøjelse at prøve at snyde.

Bødestraffen kan nemlig lyde på helt op til 2000 danske kroner, skriver TV 2.

Berlingske beskrev sidste år, at gebyret som sagt ikke er tænkt som en straf for turisterne, men derimod som et bidrag til byen, hvis beboere er hårdt pressede af de mange turister.

I stedet er målet med gebyret at mindske presset på byen, som er på UNESCOs verdensarvsliste, samt at gøre byen mere beboelig for dets 50.000 indbyggere.