For godt og vel fire måneder siden fandt en af de største brande i nyere tid sted i København.
En brand, der har efterladt over hundrede familier uden tag over hovedet og et ubeboeligt etagebyggerier.
Siden flammerne blev slukket har de nu 130 udbrændte lejligheder på Grøndals Parkvej i Vanløse i København stået mennesketomme tilbage, mens de forhenværende beboere har måttet vente i spænding på, hvornår nedrivningsarbejdet vil starte.
Men nu oplyser Torben Bidstrup, der er direktør for skade hos Købstædernes Forsikring, hvor ejerforeningen er brandforsikret, at der inden længe bliver sat gang i nedrivningen af de mange lejligheder, der står tilbage i asken.
Det skriver VanløseLiv.
»I uge 30-32 bliver der klargjort til nedrivningen, hvilket betyder, at der sker registrering af eksisterende skader på naboejendomme, opsætning af vibrationsmålere, uddelt informationsskrivelser til naboer samt etablering af byggeplads,« siger Torben Bidstrup.
Han oplyser også, at selve nedrivningen af etagebygningen først starter i uge 32 til 33, men Torben Bidstrup kan ikke komme med en konkret dato for, hvornår nedrivningsarbejdet er helt færdigt.
Flere beboer har ifølge VanløseLiv tidligere stillet sig undrende over, hvorfor nedrivningen ikke er begyndt noget før, eftersom Københavns Kommune tidligere har givet tilladelse til, at ejerforeningen Grøndal må fjerne de afbrændte murbrokker.
Torben Bidstrup har tidligere fortalt til VanløseLiv, at Købstædernes Forsikring har ventet på en endelig godkendelse til nedrivningsarbejdet fra ejerforeningen, før de kunne sætte gang i nedrivningen.



