De nynazistiske protester i Charlottesville i 2017, hvor en kvinde døde, og 35 andre blev såret, var kun en »lille peanut« i forhold til de protester mod krigen i Gaza, som i disse dage vokser sig større og større på amerikanske eliteuniversiteter. 

Sådan lyder det fra den tidligere præsident Donald Trump ifølge blandt andre AP. 

I en opsigtsvækkende udtalelse forsøgte ekspræsidenten torsdag at tegne et billede af de nuværende protester mod krigen i Gaza som mere hadefulde end protesterne i 2017. 

»Charlottesville var en lille peanut. Og det var ingenting i sammenligning – hadet dengang var ikke den type had, du ser her,« sagde Trump. 

Gode folk på begge sider 

I august 2017 samlede hundredvis af hvide nationalister sig i Charlottesville i staten Virginia. Her stødte de sammen med antiracistiske demonstranter. 

Spændingen mellem de to grupper fik dengang myndighederne til at gribe ind over og stemple demonstrationen som en »ulovlig forsamling«. 

Kort efter at den beslutning blev truffet, kørte en mand sin bil ind i en fredelig gruppe moddemonstranter og dræbte en kvinde og sårede yderligere 35. 

Bare få dage efter det dødelige angreb sagde den daværende præsident, Donald Trump, at »der var nogle meget slemme mennesker i den gruppe, men der var også nogle meget fine mennesker på begge sider«. En udtalelse, der vakte stor debat.

De nuværende protester mod krigen i Gaza har spredt sig til en lang række amerikanske eliteuniversiteter.

På flere universiteter – herunder blandt andet Columbia University i New York – har universitetets ledelser tilkaldt politiet, og flere hundrede demonstranter landet over er blevet anholdt. 

Donald Trump er i øjeblikket travlt beskæftiget med at deltage i retsmøder i forbindelse med sagen om tys-tys-penge til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels, hvor han står anklaget.