Helsingør-diskoteket Retro har for nylig sendt en indbydelse til en introfest for gymnasieelever ud med teksten:
»Her kan du møde alle de nye 1.g'ere og måske få en af dem med hjem.«
Festen fandt sted fredag den 12. august.
Indbydelsen kritiseres af både forældre og gymnasieeleverne selv.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Diskoteket beskyldes for ikke at være sit ansvar voksent og ikke formå at skabe tilstrækkelig tryghed for gæsterne.
Diskoteket er kendt i Helsingør for at tillade 16-årige at komme ind. Stedet har inviteret på »Money Drop«, hvor 20.000 kroner er blevet smidt på dansegulvet. En gimmick for at tiltrække gæster.
Avisen har talt med flere gymnasieelever fra Helsingør Gymnasium.
Anne og Filuca, der begge er medlemmer af festudvalget, mener, at diskotekets retorik er skadelig.
»Det skal være nice at kunne tage videre i byen, og det er det ikke, hvis ikke man kan føle sig tryg. De opfordrer jo indirekte til, at man skal komme og score en 1.g'er,« lyder det fra pigerne ifølge avisen.
Ejeren af diskoteket, Finn Byrholt Hansen, giver ikke meget for kritikken.
»Hvis man ved, hvordan unge mennesker taler til hinanden, og hvordan teksterne i det musik, som de lytter til, er, så synes jeg altså ikke, at vi er slemme. Jeg synes, at vi holder en pæn tone sammenlignet med så mange andre. En stor del af det med at gå i byen er, at man måske tager nogen med hjem eller finder en kæreste,« siger Finn Byrholt Hansen ifølge avisen.