Både på Facebook og Twitter strømmer det ind med tilkendelsegivelser og reaktioner, efter at radiovært på Radio24syv og tidligere bandeleder Nedim Yasar er død.
Efter at være blevet skudt mandag aften blev han erklæret død tirsdag først på eftermiddagen.
Han blev skudt, da han forlod en bogreception i København i forbindelse med udgivelsen af bogen »Rødder«.
En bog skrevet i samarbejde med forfatter og journalist Marie Louise Toksvig. Den handler om Yasar Nedims vej ud af bandemiljøet.
»Er tom for ord min ven. Vi talte om vores fremtids planer i går,« hedder det i et opslag på afdødes væg på Facebook.
»Nej!!!!!!,« lyder det i et andet opslag.
»Du var dig selv hele vejen,« hedder det også.
På Twitter skriver tidligere formand for Danske Studerende Fællesråd (DSF), ledelseskonsulent Jakob Ruggaard, at det »slet ikke er til at holde ud«.
»En begavet stemme på @Radio24syv, som havde vendt bandelivet ryggen og til gengæld gav os et skarpt indblik i det. Kondolerer til familie og venner,« skriver han.
Samme sted lufter Yasar Nedims kollega på Radio27syv, Hans Skovgaard, sin sorg. Og vrede.
»I går aftes skød og dræbte en fucking kujon min kollega og min ven @NedimYasar123. Hvorfor kunne I ikke lade ham være i fred?! Han var færdig med jeres gangsterpis!«
På Facebook fortæller programchef på Radio24syv, Mads Brügger, i et mindeord, hvordan Nedim Yasar blev skudt ned »af et vanvidsmenneske«.
»De har været ude efter ham før, bandemedlemmerne. De brød sig ikke, om at Nedim satte ord på deres metoder og fortalte om deres hemmeligheder. Som han blandt andet og især gjorde i programmet Politiradio på Radio24syv, hvor Nedim var fast medvært,« lyder det.
Andre, som socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, taler på Twitter om, at en stemme i samfundsdebatten nu er tavs.