NATO ser skræmmende tendens: Rusland har sabotage-planer i Vesten
Rusland menes den seneste tid at stå bag en række forskelligartede angreb mod NATO-lande. Nu advarer alliancen.

Rusland menes den seneste tid at stå bag en række forskelligartede angreb mod NATO-lande. Nu advarer alliancen.

Toppen af NATO advarer nu om, at Rusland har intensiveret antallet af »ondsindede aktiviteter« i alliancens medlemslande.
Det skriver NATO selv i en pressemeddelelse.
»Natos medlemmer er dybt bekymrede over de seneste ondsindede aktiviteter på allieret territorium, herunder dem, der har resulteret i efterforskning og sigtelse af flere personer i forbindelse med fjendtlige statsaktiviteter,« skriver de.
I pressemeddelelsen henvises der konkret til en række hændelser, som de seneste uger og måneder ifølge NATO indikerer, at Rusland er i gang med en »intensiverende kampagne« på tværs af det euroatlantiske territorium.
NATO nævner i pressemeddelelsen en række eksempler:
Tyskland har alene i den seneste måned anholdt seks personer, som de mistænker for at have spioneret for enten Rusland eller Kina.
Flere flyselskaber har været nødsaget til at indstille flytrafikken over Estland, efter at landet er blevet ramt af gps-forstyrrelser. Estland selv er overbevist om, at det er Rusland, der står bag.
I Storbritannien er to britiske statsborgere blevet anklaget for at have bistået den russiske efterretningstjeneste i et brandstiftelsesangreb mod en forretning med ukrainsk forbindelse.
Polen har arresteret to polske statsborgere, som er under mistanke for at stå bag et angreb på den russiske oppositionsleder og en af nu afdøde Aleksej Navalnyjs store støtter Leonid Volkov i Litauens hovedstad, Vilnius, tilbage i marts.
I alle tilfældene peger sporene mod Rusland.
Forsvarsalliancen fordømmer de formodede russiske angreb.
»Vi fordømmer Ruslands opførsel, og vi opfordrer til at opretholde internationale forpligtelser, ligesom Natos allierede overholder deres. Ruslands handlinger vil ikke afholde allierede fra at fortsætte med at støtte Ukraine,« står der i pressemeddelelsen.