Opdateret

National krisestab aktiveret på laveste niveau efter dronehændelse

Den Nationale Operative Stab er blevet aktiveret på trin 1, informationsberedskab, efter droner over lufthavn.

Politiet var mandag aften til stede ved Københavns Lufthavn, hvor flytrafikken var indstillet, fordi der var observeret droner over lufthavnen.
Politiet var mandag aften til stede ved Københavns Lufthavn, hvor flytrafikken var indstillet, fordi der var observeret droner over lufthavnen. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Den Nationale Operative Stab - også kaldet Nost - er blevet aktiveret efter hændelsen mandag, hvor droner fløj over Københavns Lufthavn mandag aften.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en bekræftelse fra Rigspolitiets presseafdeling.

Krisestaben er blevet aktiveret på trin 1, der er det laveste niveau og et såkaldt informationsberedskab.

Det indebærer ifølge Jyllands-Posten behov for skærpet overvågning, orientering af chefer og nøglemedarbejdere.

Medlemmer har altså ikke haft et fysisk møde.

Mandag aften var flytrafikken i Københavns Lufthavn lukket i flere timer, fordi der var observeret flere større droner over lufthavnen.

Nost'en træder sammen i tilfælde, hvor Danmark rammes af større kriser eller hændelser.

Der kan blandt andet være tale om ekstremt vejr, brand eller strømafbrydelser.

Krisestaben blev eksempelvis også aktiveret, da Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i juli advarede om meget farligt vejr i store dele af landet.

Nost'en ledes af Rigspolitiet og består derudover også blandt andet af Politiets Efterretningstjeneste (PET), Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Forsvarskommandoen og Udenrigsministeriet.

På en pressebriefing på Politigården i København tirsdag formiddag omtalte politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, hændelsen som et "droneangreb".

- Det er vores kritiske infrastruktur, og derfor kalder jeg det dét, jeg gør. Jeg synes, det er en meget alvorlig situation.

- Vi har iværksat en omfattende efterforskning, hvor vi samarbejder med andre nationale og internationale myndigheder, siger politidirektør Anne Tønnes.

Luftrummet over lufthavnen blev lukket klokken 20.30 og al flytrafik til og fra lufthavnen blev indstillet.

Natten til tirsdag omkring klokken 00.20 blev luftrummet genåbnet.

/ritzau/