Naser Khader har netop meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti.
Det skriver den nu tidligere folketingspolitiker på Facebook.
»Jeg har i dag meldt mig ud af Det Konservative Folkeparti. Det gør jeg med et blødende hjerte,« skriver Naser Khader på sin Facebook-profil.
Meldingen kommer efter en afdækning fra DR Nyheder, Berlingske og B.T. 2. juli i år, hvor flere kvinder fortalte, at de var blevet udsat for grænseoverskridende adfærd og krænkelser begået af Naser Khader over en flerårig periode.
Afdækningen kastede lys over en lang række vidnesbyrd fra kvinder. De kan læses her.
Af Khaders opslag fremgår det, at beslutningen ikke var hans egen, men partiets.
»En række kvinder har fremsat beskydninger mod mig. Det har fået mit parti til at meddele mig, at jeg ikke længere kan være medlem,« skriver han.
Han erklærer sig i den forbindelse »rystet« og mener, at »bevisbyrden er vendt på hovedet« i sagen.
8. august meddelte Khader, at han var »tilbage«. Hvad det betød, løftede han dengang ikke sløret for.
Men meldingen kom efter længere tids sygemelding, der begyndte kort efter en artikel i Berlingske fra april i år, hvor flere personer stod frem og fortalte, at Naser Khader havde »truet dem« og i visse tilfælde henvendt sig til deres arbejdsgiver over uenigheder.
Oplysningen om, at Khader nu er ude af den konservative folketingsgruppe kommer side om side med et sommergruppemøde i partiet, hvor partiformand Søren Pape Poulsen lagde an med at bekræfte, at Khader ikke længere kan være en del af partiet.
Det gør han på baggrund af en advokatundersøgelse, der har været i gang siden DRs afsløringer, og som han nu præsenterer.
Fra sommergruppemødet oplyser Søren Pape Poulsen, at undersøgelsen inkluderer syv kvinder og 17 vidner.
På baggrund af den undersøgelse, siger Søren Pape Poulsen, kan Naser Khader ikke længere bakkes op af en enig folketingsgruppe.
Et mavestød
»Det her handler ikke om en retssag og beviser. Det handler om, at Naser Khader har én opfattelse af det her. Syv kvinder har så en anden,« siger Søren Pape Poulsen.
Svaret kommer til et spørgsmål fra Berlingske om, hvorfor De Konservative ikke har reageret i lyset af lang tids rygter om netop de ting, som nu har fældet Khader.
Khader selv føler sig uretfærdigt behandlet. I sit opslag beskriver han det som et slag.
»Det mavestød, jeg har fået i dag, havde jeg ikke forventet, men jeg respekterer beslutningen. Det er en politisk beslutning. Søren (Pape Poulsen, red.) skal passe på partiet,« skriver han:
»Nu må jeg så tage min kamp alene.«
Ifølge Søren Pape Poulsen på pressemødet fra sommergruppemødet, vil Naser Khader fortsætte i Folketinget som løsgænger.
Naser Khader skriver, at vidnesbyrdene er fra før #metoo-bevægelsen, der i løbet af det seneste år har betydet et endeligt for flere politikeres karrierer – også i Konservative.
I december 2020 måtte De Konservatives folketingsmedlem, Orla Østerby, forlade partiet efter håndteringen af en sag om grænseoverskridende adfærd.
Foruden mandatet mister De Konservative også en af deres helt store stemmeslugere. Ved seneste folketingsvalg fik Naser Khader 7.337 personlige stemmer svarende til knap hver fjerde af Konservatives stemmer i Sjællands Storkreds.