De kan alle ordene. De råber og synger dem i takt til trommen og den frustration, skuffelse og trods, der præger dem alle i Københavns kolde vintermørke. Det er sange som »Når Mette hun vil støtte Netanyahus folkedrab, så må vi gå på gaden, det bliver ikke i vores navn« og omdiskuterede opråb som »From the river to the sea«, der i den højspændte situation er blevet en slagmark i sig selv.
For dem, jeg taler med, er demonstrationen en protest og sorg over bombningerne af Gaza. Det, de beskriver, når man spørger, er at føle sig sat skakmat i en sort/hvid verden, hvor alt bliver ensidigt udlagt. Hvor man ikke kan begræde dræbte palæstinensiske børn, uden at antisemitismen bliver insinueret. Hvor sorg bliver forvansket til terrorstøtte. Hvor de føler sig magtesløse i et magtspil, der foregår hen over hovedet på dem.