Mystiske droner er – igen – blevet set ved Køge Havn.
Både fredag og lørdag har politiet modtaget i alt tre anmeldelser om droner. Det oplyser Benjamin Rasch, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, overfor TV 2.
Erhvervshavnen i Køge bruges fra tid til anden som militært område.
Det vides ikke, hvad dronerne foretager sig, eller hvorfor de er sendt på vingerne. Umiddelbart formodes det, at der er tale om drenge, som flyver med droner, lyder det:
»Men vi tager det alvorligt, og vi har orienteret Politiets Efterretningstjeneste (PET),« siger vagtchefen til TV 2.
Efterforskningen fortsætter mandag.
20 større droner i høj fart
Også i begyndelsen af januar tiltrak droner i samme område opmærksomhed.
Ud på aftenen fredag 3. januar blev der observeret op mod 20 større droner over Køge Marina.
Midt- og Vestsjællands Politi fik en anmeldelse ved 22.30-tiden. Patruljen, der blev sendt til området, nåede selv at se fire droner forsvinde ud over havet i høj fart.
Det er stadig helt uvist, hvor dronerne kommer fra.
»Vi har på nuværende tidspunkt ingen viden om, hvor dronerne kom fra, eller hvad de har foretaget sig,« sagde Michael Sehested, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, i en pressemeddelelse udsendt lørdag formiddag.
Der var ingen militær aktivitet i området den pågældende nat, oplyste Køge Havns direktør, Thomas Elm Kampmann, til Berlingske samme dag.
Også Sverige er blevet overfløjet af ukendte droner den seneste tid.
Ifølge Aftonbladet har svensk politi den seneste tid fået en række anmeldelser om uvedkommende personer med kameraer nær »følsomme anlæg« i det nordlige Sverige.
Ifølge mediets oplysninger er der tale om kinesiske statsborgere, som politiet formoder har filmet faciliteterne.
Dyrt, avanceret udstyr – herunder droner – er ifølge mediet blevet beslaglagt.