De danske myndigheder har siden 2017 haft indgående kendskab til en sag om en etnisk dansk kvinde og hendes to traumatiserede børn, der i øjeblikket befinder sig i den kurdiskkontrollerede fangelejr al-Roj i det nordøstlige Syrien.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kunne for få uger siden kalde sagen for »hjerteskærende«, og han meddelte i samme ombæring, at der var behov for at hjælpe – især med hensyn til ét af familiemedlemmerne.