De danske myndigheder har endnu ikke oplysninger nok til at kunne pege på, hvem der står bag de seneste dages dronehændelser i Danmark.

Det siger chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Thomas Ahrenkiel, på et pressemøde med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og forsvarschef Michael Hyldgaard.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke har oplysninger, der tillader os at pege på, hvem der står bag de seneste dages begivenheder, siger Ahrenkiel.

Rigspolitichef Thorkild Fogde påpeger, at der i øjeblikket er omfattende efterforskningsoperationer i gang.

Han tilføjer, at samtlige kapaciteter arbejder på at finde ud af, hvor dronerne kom fra, hvem der opererede dem, og hvor de efterfølgende forsvandt hen.

PET-chef Finn Borch supplerer og understreger, at risikoen for russisk sabotage i Danmark er høj, og at man ser hændelserne i lyset af de efterretninger, som man har.

- Det ligner en model for hybrid krigsførelse, som vi har set andre steder i Europa, siger han.

Borch tilføjer, at medarbejdere fra aktionsstyrken i helikoptere har været med ved dronehændelserne i lufthavnene i København og Aalborg.

De har ifølge Borch set objekter og fulgt dem, men lykkedes ikke med at bringe dem til standsning.

Adspurgt, om der er indikationer på, at det kan være en statslig aktør, der står bag, svarer Borch igen, at han endnu ikke kan svare på det.

Hvorvidt det kan være en privat aktør, kan myndighederne heller ikke besvare, men teoretisk set kan det godt være, lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde.

Han understreger, at hvis den umiddelbare aktør hypotetisk set er privat, kan det være med tråde til et andet sted.

Her nævner han blandt andet, at der potentielt kan være tale om hybride operationer by proxy - en handling, der foretages af en mellemmand.

PET-chef Finn Borch understreger, at droneudviklingen går hurtigt, og at myndighedernes kapacitet ikke er tilstrækkelig.

- Vi ville gerne have været et bedre sted. Det er vi ikke. Nu må vi gøre noget, der er effektivt for os alle sammen, siger han.

Thorkild Fogde afslutter pressemødet med at understrege, at danskerne kan gå "trygt i seng i aften", da politiet har taget de skridt, der skal til.

Han bliver spurgt til, hvad man vil stille op, hvis der sker en ny dronehændelse torsdag aften og nat.

- Vi kommer til at prioritere befolkningens tryghed og sikkerhed over alt andet, siger han og påpeger, at hvis det betyder aflysninger i flytrafikken eller nedskydning af droner, så gør myndighederne det.

/ritzau/