Myndigheder blev gentagne gange advaret om virksomhed bag mulig miljøskandale: »Vi undrer os over, at man ikke greb hårdere ind«

Virksomheden Danweee Recycling har efterladt enorme mængder farligt affald, som risikerer at forurene jord og vand. Nu retter affaldsbranchen en skarp kritik mod de nuværende tilsyn.

Det undrer mange, at et næsten nystartet firma fik til opgave at tage sig af stort set alle danskeres efterladte elektronikaffald. Asger Ladefoged

Trods flere whistlebloweradvarsler, indskærpelser og politianmeldelser kunne virksomheden Danweee Recycling i årevis håndtere størstedelen af danskernes elektronikaffald, indtil virksomheden til sidst gik konkurs og efterlod enorme mængder potentielt farligt affald på industrigrunde i flere kommuner.

Sagen får en række af affaldsbranchens største virksomheder til at kræve et markant skrappere tilsyn og generelt bedre kontrol med deres egen branche.