Politiets Efterretningstjeneste stod som anmelder i en af de sager mod politifolk, hvor efterforskningen er trukket så længe ud, at der er sket forældelse.
I en sag fra Østjyllands Politi blev en politimand af en advokat anmeldt for flere tilfælde af pligtforsømmelse i forbindelse med behandlingen af en voldtægtssag.
Forinden havde politidirektøren udsendt en pressemeddelelse om kritikken af politimanden. I overskriften stod »meget alvorlig sag«.
Men da DUP i 2020 sendte sin efterforskning til statsadvokaten, viste det sig, at to forhold var blevet forældet. Og et tredje forhold blev forældet netop den dag, da redegørelsen blev sendt.
»Politiklagemyndigheden skal meget beklage dette«, står der i et brev til advokat Jan Schneider. Myndigheden skrev desuden, at man havde iværksat tiltag »med henblik på at undgå en lignende situation fremover.«
Også i en anden sag om mulig pligtforsømmelse gik der for lang tid. Advokat Jane Ranum havde anmeldt tre politifolk, fordi der ikke var blevet udfærdiget en rapport i en sag om drabsforsøg i bandemiljøet.
Den manglende rapport var medvirkende til, at hendes klient kom til at tilbringe mere end et år bag tremmer som varetægtsfængslet, mener hun. Manden er i øvrigt blevet tilkendt næsten en million kroner i erstatning for uberettiget frihedsberøvelse.
Sagen mod politifolkene døde imidlertid hos DUP. Her sørgede man ikke for at afbryde forældelsesfristen, har landets øverste anklager, Rigsadvokaten, slået fast.
Efterforskningen skulle ikke genoptages, »idet strafansvaret efter min vurdering er forældet«, hedder det.
En tredje sag drejer sig om tavshedspligt. PET havde anmeldt en betjent fra Københavns Vestegns Politi på grund af oplysninger, han omtalte i en artikel i publikationen »Dansk Kriminalreportage« om en terrorsag.
Efterforskningen blev dog sidste sommer standset af Statsadvokaten i København. »Begrundelsen for min afgørelse er, at et eventuelt strafbart forhold efter min opfattelse er forældet.«
DUP forklarer selv, at man havde fået en fejlagtig opfattelse af, hvornår der ville indtræde forældelse. »Politiklagemyndigheden skal meget beklage dette«, hedder det.
Med til denne historie hører, at der næppe ville være blevet rejst en sag, selv om der ikke var indtrådt forældelse. Statsadvokaten skriver nemlig, at det er tvivlsomt, om der var sket en lovovertrædelse.
Et fjerde eksempel drejer sig om Emilie Meng-sagen. Rigsadvokaten stoppede en efterforskning mod politifolk for eventuel tjenesteforsømmelse. De havde svigtet ved ikke at gribe ind overfor private borgeres aflytning af en pensionist i Korsør, mente pensionistens advokat. Men også den sag blev stoppet på grund af forældelse.
/ritzau/

