Muskelbiler, vanvidskørsel og et »magtesløst« politi vækker vrede på Christiansborg: »Et fuldstændigt urimeligt dilemma«

Et flertal i Folketinget vil arbejde på at give politiet bedre værktøjer til at kunne standse vanvidsbilister i leasede muskelbiler. Men løsningen er ikke simpel, lyder det fra flere partier.

»Der findes en gruppe mennesker i København og andre steder i landet, som kører i voldsomt kraftige biler. Muskelbiler. De tilhører ofte bandemedlemmer, og når vi forsøger at stoppe dem på gaden, træder de typisk på speederen og kører fra os. Koste hvad det vil. De kører med hovedet under armen til fare for alt og alle,« sagde Henrik Schmeisser, politiassistent ved Københavns Færdselspoliti, onsdag til Berlingske. Søren Bidstrup

Der skal sættes en stopper for vanvidsbillister i leasede muskelbiler.

Det er flere partier enige om, efter politiassistent ved Københavns Færdselspoliti gennem 35 år Henrik Schmeisser onsdag fortalte til Berlingske, at politiet efter hans mening ikke har de rette værktøjer til at stoppe vanvidsbilister i store muskelbiler. Ifølge færdselsbetjenten oplever politiet »vanvittige« biljagter, men alligevel kan betjentene ikke nødvendigvis forhindre personerne bag rattet i at køre videre, hvilket fik Schmeisser til at føle sig magtesløs over for vanvidsbilisterne.