Morgentrafikken blev tirsdag påvirket af demonstranter i København. 

Den aktivistiske organisation »Nødbremsen« blokerede motorvejen ind mod København ved Sydhavnen.

»Der er nogle, der har sat sig i krydset ved Vejlands allé ved centrum forbindelse, og vi er på stedet,« lød det fra Københavns Politi.

Seks personer er blevet anholdt, siger politiet. 

»De blev fjernet fra kørebanen og fik et påbud om, at de ikke måtte gå ud igen, og det gjorde de, og så blev de anholdt,« oplyser Københavns Politi. 

Københavns Politi oplyser, at trafikken nu er genoptaget. 

Der dannes i øjeblikket kø på motorvejen.
Der dannes i øjeblikket kø på motorvejen. Birgitte Borup

Klimaprotest

Flere aktivister kunne ses holde bannere med teksten »Drop de nye motorveje«. 

Og det var også budskabet, der blev delt, da Berlingskes kulturredaktør, Birgitte Borup – der var fanget i trafikken – interviewede én af demonstranterne på stedet. 

»Vi demonstrerer i dag, fordi regeringen planlægger at bygge 15 nye motorveje, imens vi står midt i et klimakollaps, der er så slemt, at regeringen nu er ude at sige, at vi skal kunne klare os i tre dage på grund af vejrfænomener,« Antonie Mørch fra klimakampagnen nødbremsem.

Hvorfor skal det gå ud over trafikanter, der er på vej på arbejde?

»Det er ikke ment mod trafikanterne. Det er, fordi vi bliver ignoreret, når vi står inde på Christiansborg. Vi bliver nødt til at protestere, så det ikke kan ignoreres,« forklarer hun. 

Er det rimeligt at tage almindelige københavnere som gidsler i den sag, som I kæmper? 

»Vi står midt i et klimakollaps, vi bliver nødt til at gøre noget ved det,« fortæller Antonie Mørch.