Motorcyklist i kritisk tilstand efter påkørsel af lastbil
En 65-årig mandlig motorcyklist påkørte en lastbil tidligt tirsdag morgen og blev fløjet på Rigshospitalet.

En 65-årig mandlig motorcyklist påkørte en lastbil tidligt tirsdag morgen og blev fløjet på Rigshospitalet.

En 65-årig mand er i kritisk tilstand efter en alvorlig soloulykke på motorcykel i Slagelse tirsdag morgen.
Det oplyser Nis Henriksen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.
- En 65-årig mand kom kørende på sin motorcykel, og så påkørte han en parkeret lastbil. Han pådrog sig nogle skader, der er kritiske. Han er fløjet til Rigshospitalet, siger han.
Politiet modtog klokken 05.59 anmeldelsen om trafikulykken, der fandt sted på Elmedalsvej i Slagelse.
- Vi har en bilinspektør ude på stedet, som undersøger sagen, siger Nis Henriksen.
- Det skulle ikke give udfordringer, og de regulerer trafikken derude. Mon ikke man kan trille igennem med nedsat hastighed, siger han.
Politiet har ikke umiddelbart mistanke om, at der skulle være alkohol eller narkotika involveret, lyder det fra Nis Henriksen.
- Vi gør det, at vi altid tager en blodprøve og tjekker for alkohol og narkotika. Det er ikke, fordi vi har en mistanke i det konkrete tilfælde her. Det er noget, vi altid gør i forbindelse med alvorlige færdselsuheld, siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/