Luftrummet over Aalborg Lufthavn var kortvarigt lukket søndag aften på grund af mistanke om droneaktivitet.
Efter lidt over en time, kort før klokken 23.30, oplyste Naviairs pressevagt Jan Eliassen, at luftrummet var blevet genåbnet.
Det er Naviair, som har ansvaret for at lede fly sikkert ind og ud af dansk luftrum.
- Det er besluttet at åbne for start og landinger igen, lød det fra Jan Eliassen.
Han uddybede ikke, hvilken slags aktivitet der var tale om, eller hvorfor man vurderede, at luftrummet kunne genåbne.
Fra Nordjyllands Politi lød det sent søndag på det sociale medie X, at det var "bekendt med, at der muligvis er set en eller flere droner omkring Aalborg Lufthavn".
Politiet undersøgte området intensivt, lød det i den forbindelse.
Tidligt mandag morgen oplyser Morten Axelsen, som er vagtchef ved Nordjyllands Politi, at politiets indsats på stedet blev afsluttet natten til mandag klokken 01.40.
Det står stadig ikke klart, om der var droner i luftrummet, siger han.
- Vi har ikke fået hverken be- eller afkræftet, om det var droner, der blev observeret.
Ifølge vice- og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn Kim Bermann lukkede luftrummet omkring klokken 22.10.
- Jeg er lige blevet ringet op af vores vagthavende om, at Naviair har lukket luftrummet, fordi der er en eller anden form for aktivitet, man ikke er tryg ved, sagde Kim Bermann søndag aften til Nordjyske.
Kim Bermann oplyste efterfølgende til Ritzau, at et KLM-fly, som søndag aften skulle lande i Aalborg fra Amsterdam, var blevet omdirigeret til lufthavnen i Billund.
Ifølge Aalborg Lufthavns hjemmeside skulle der søndag aften være landet to fly fra København - et SAS-fly klokken 22.10 og et Norwegian-fly klokken 22.15.
SAS-flyet blev ifølge lufthavnens hjemmeside aflyst.
Den danske offentlighed har i særdeleshed været optaget af droner siden en hændelse med droneobservationer i Københavns Lufthavn i september.
Om aftenen mandag 22. september blev luftrummet over Københavns Lufthavn lukket i omkring fire timer, efter at der var blevet observeret droner i området.
Det er endnu uvist, hvem der stod bag dronerne, hvorfor de var der, og hvor de siden er blevet af. Politiet har sagt, at det mener, at der stod en "kapabel aktør" bag.
Efter de første observationer af droner ved lufthavnen i Kastrup var der i tiden efter meldinger om droner ved flere af landets øvrige lufthavne og ved militære anlæg.
Nogle gange er det blevet beskrevet som "luftobservationer", og flere anmeldelser om droner rundt i landet har vist sig ikke at holde stik.
/ritzau/
