Kaffe var en af de foretrukne varer, da en trio begik tyveri i flere end 60 forretninger på Fyn og i Sønderjylland.

Det mener politiet, som fredag kræver varetægtsfængsling af de tre mistænkte ved et retsmøde i Odense.

Åbenbart har de tre udnyttet de moderne kasser med selvbetjening i stor stil.

- Vi har anholdt tre, der efter vores opfattelse har stået bag meget omfattende butikstyveri via scan and go-kasser i en lang række butikker, udtaler politikommissær Gitte Koordt Hansen fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Heri nævnes ikke noget om det påståede samlede udbytte, men der står, at de tre blev anholdt på Nordfyn.

De er i øvrigt mellem 30 og 50 år og er rumænske statsborgere.

Også sidste år var politiet travlt beskæftiget med sager om tyveri af blandt andet kaffe.

Her var det omkringrejsende mænd, der stjal store mængder kaffe fra supermarkeder især på Sjælland og på Fyn, blev det fastslået ved domme afsagt af Retten i Nykøbing Falster.

/ritzau/