Minister har fortsat tillid til skandaleramt offentlig pengetank – nu skal hun stå skoleret

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har stadig tillid til den offentlige forskningsfond Innovationsfonden, selvom forskere er blevet forskelsbehandlet og skattekroner er uddelt på »usaglig« vis. Ministeren skal nu forklare sig i et samråd.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har stadig tillid til Innovationsfonden trods skarp kritik fra statslig vagthund. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ledelsen i den offentlige pengetank Innovationsfonden – som hvert år er med til at uddele omkring 1,5 milliarder skattekroner til forskningsprojekter – kan trods opsigtsvækkende kritik af fondens uddeling af skattekroner foreløbig ånde lettet op.

I sidste uge rettede fondens tilsynsmyndighed under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ellers en skarp kritik af Innovationsfonden for at have favoriseret særligt én forsker i uddelingen offentlige forskningsmillioner og »usaglig forskelsbehandling«.