Berlingskes udsendte, Rasmus Bragh Schulz, er til stede foran Christiansborg i Rigsdagsgården, hvor en dame med et russisk flag vækker opsigt.
Pludselig spotter hun miljøminister Magnus Heunicke (S).
»HEJ, MAGNUUUS,« råber damen med det russiske flag, da miljøminister Magnus Heunicke (S) kommer ned ad trappen foran Christiansborg.
»Ej, for fanden, står du nu med et russisk flag?« spørger miljøministeren og fortsætter:
»Først var det vaccinerne, nu er det Rusland.«
»Det hele hænger jo sammen,« svarer damen.
»Det bliver vi nok aldrig enige om,« siger Heunicke.
Hun foreslår, at de skal tage snakken over en kop kaffe, og selvom Heunicke stille svarer »ja«, lyder han ikke helt tændt på ideen.
Politiet har flere gange været henne at tale med den lille gruppe af prorussere i Rigsgårsdagen, hvor præsident Zelenskyj skal holde tale klokken 12.15.
Det er uvist, hvad de har talt om.
Du kan se en video af kvinden øverst i artiklen.
Politiet har bedt en nærgående moddemonstrant med et ukrainsk flag om at flytte sig fra kvinden med det russiske flag.
»Russerne« – som gruppen omtales foran Christiansborg – ønsker ikke at tale med pressen. De har skubbet mikrofoner og andet væk, når journalister er kommet tæt på. Derfor har det ikke været muligt for Berlingskes journalist at få kvinden med flaget i tale.