Minister: »Det er et sort afsnit i danmarkshistorien, at vi ikke gjorde noget for vores veteraner«

Indtil for ganske få år siden var indsatsen for veteraner i Danmark ikkeeksisterende. I dag halter indsatsen for veteraner og deres familier stadig, og forsvarsminister Trine Bramsen (S) har planer om en styrket indsats, fortæller hun i anledning af flagdagen.

Thomas Lekfeldt

Indsatsen for udsendte og veteraner er stadig ikke god nok i Danmark. Det siger Trine Bramsen (S), som efter folketingsvalget i år tiltrådte som forsvarsminister. Og selv om indsatsen er skærpet betydeligt over de sidste ti år, er Danmarks behandling af veteraner stadig et betændt emne, mener hun.

»Vi har forsøgt at få en mere koordineret indsats for veteraner over de sidste ti år. Det hører til et meget sort afsnit i danmarkshistorien, at vi ikke gjorde noget for vores veteraner indtil for ti år siden,« siger Trine Bramsen.