Millioner fra Qatar strømmede til kontroversiel dansk friskole: »Der er grund til bekymring«

Den omdiskuterede pengetank Qatar Charity har støttet en dansk fond med 6,3 millioner kroner, som skulle bruge pengene på en muslimsk friskole i Aarhus, viser dokumenter. Selvsamme fond samler nu penge ind til et nyt mosképrojekt i Aarhus.

En fond fra Qatar støttede Lykkeskolen i Aarhus med et millionbeløb. Skolen lukkede i 2018. Martin Ballund

Den hovedrige pengetank Qatar Charity har doneret i alt 6,3 millioner kroner til opførelsen af et nyt byggeri, som skulle huse en statsstøttet muslimsk friskole i Aarhus-bydelen Brabrand. Det viser lækkede oplysninger, som Berlingske har fået adgang til gennem journalisterne bag bogen »Qatar Papers«, hvor pengestrømmene fra ørkenstaten til Europa afdækkes.

Pengene blev doneret i 2008 til en dansk fond ved navn Kultur og Undervisningsfond, og millionerne skulle bruges på et »skoleprojekt«, fremgår det af dokumenterne. Helt konkret skulle millionerne gå til opførelsen af en ny bygning, der skulle huse den omdiskuterede muslimske friskole Lykkeskolen, som endte med at lukke i 2018.