Mette Østergaard forlader Berlingske - rykker til Dansk Industri

Chefredaktør Mette Østergaard har opsagt sin stilling på Berlingske og forlader avisen 31. maj for at tiltræde som direktør for Public Affairs, kommunikation, brand og marketing i Dansk Industri.

Mette Østergaard forlader Berlingske, hvor hun har været chefredaktør siden 2018. Mathias Svold

Mette Østergaard har i fællesskab med ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen i over seks år udgjort Berlingskes chefredaktion.

Sammen har de stået i spidsen for en markant digital transformation af Berlingske.

Men nu er det tid til at prøve noget nyt for Mette Østergaard. Og det er Tom Jensen »ked af«, som han siger det:

»Jeg er personligt meget ked af, at Mette Østergaard har besluttet at forlade Berlingske. Vi har haft et fremragende samarbejde gennem alle årene i chefredaktionen, og Mette har en stor del af æren for Berlingskes store fremgang siden 2018,« siger Tom Jensen og fortsætter:

»Hun har blandt andet stået i spidsen for den markante digitale udvikling, avisen har oplevet i den tid, hun har været chefredaktør, men hun har også på mange andre områder været afgørende for den stærke udvikling af både journalistikken og forretningen på Berlingske.«

Før Mette Østergaard trådte ind i Pilestræde var hun på TV 2 News, Politiken og Jyllands-Posten. Nu rykker hun over på den anden side så at sige.

»Lige så meget som jeg glæder mig over mine nye udfordringer, lige så meget er dagen i dag præget af vemod over at skulle forlade landets bedste journalistiske arbejdsplads. Sjældent har jeg oplevet så meget journalistisk kapacitet og kvalitet samlet på et sted. Det har været en gave at få lov at stå i spidsen for«, siger Mette Østergaard og fortsætter:

»En særlig tak til Tom Jensen for et usædvanligt tæt og tillidsfuldt makkerskab gennem de seneste godt seks år. Jeg er stolt og glad for de resultater, vi har leveret. Berlingske er en institution i det danske demokrati, og jeg har set det som min fornemste opgave at være med til at sikre tantens styrke i fremtidens digitale mediemarked. Den stafet leverer jeg nu videre med ro i maven«.

Hos Dansk Industri er administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen »stolt« over at have fået Mette Østergaard med på holdet.

»Jeg er rigtig glad for og stolt over, at en af Danmarks stærkeste medieprofiler har takket ja til at træde ind i DIs direktion. Jeg er overbevist om, at Mette Østergaard besidder både de faglige, ledelsesmæssige og menneskelige kvaliteter til at løfte DIs i forvejen markedsledende public affairs- og kommunikationsindsats til nye højder,« siger DIs administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

Han påpeger, at verden forandrer sig hastigt, og at det i et moderne medielandskab er afgørende, at DI sikrer sine budskaber og indsatser mest mulig gennemslagskraft.

»Med Mette ombord og vores nye organisering i direktionen står Dansk Industri nu yderligere rustet til fortsat at gøre en stor forskel for både erhvervslivet, beslutningstagere og fællesskabet i Danmark,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Mette Østergaard vil afslutte nogle igangværende projekter, men vil fra dags dato ikke længere involvere sig i Berlingskes daglige journalistik og indhold.