Det er et »uacceptabelt pres«, som USA lægger på Grønland og Danmark ved at sende en delegation til landet i slutningen af ugen.
Og det pres »kommer vi til at stå imod«, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2 og DR.
Hun afviser, at der er tale om et »privat besøg«, som amerikanerne ellers har hævdet.
Det er USAs andendame, Usha Vance, der er gift med vicepræsidenten, som besøger Grønland i denne uge for blandt andet at overvære et hundeslædeløb.
Hun ankommer sammen med USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og den amerikanske energiminister, Chris Wright.
»Man kan ikke lave et privat besøg med officielle repræsentanter fra et andet land. Hvor den fungerende grønlandske regering har sagt meget klart, at man ikke ønsker et besøg lige nu, fordi man ikke har en regering,« siger hun.
Statsministeren understreger, at man skal tage Donald Trump alvorligt.
»Præsident Trump er seriøs, og han er alvorlig. Han ønsker Grønland. Derfor kan det ikke ses uafhængigt af noget som helst andet,« siger hun.
I interviewet understreger Mette Frederiksen ifølge DR og TV 2, at der både fra dansk og grønlandsk side er et ønske om samarbejde.
Besøget sker på et tidspunkt, hvor USAs præsident, Donald Trump, flere gange har gjort det klart, at han har en interesse i at overtage Grønland.
Grønlands fungerende regeringsleder, Múte B. Egede, har desuden sagt til det grønlandske medie KNR, at et besøg af den slags vidner om manglende respekt.
Det er den danske statsminister enig i.
Præsident Trump ser ikke besøget som en provokation, men snarere som en form for venlighed. Det sagde han til amerikansk presse mellem mandag og tirsdag dansk tid.
Han hævder desuden, at besøget er kommet i stand på baggrund af en invitation fra grønlandsk side. Han har ikke konkretiseret, hvor invitationen skal være kommet fra.
Ifølge Det Hvide Hus er rejsen planlagt, for at delegationen kan besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.
Ritzau har bidraget til dele af artiklen.