Statsminister Mette Frederiksen (S) ønskede fra starten af aftenens pressemøde at »sige det meget klart.«
»Situationen i forhold til smittetal, indlæggelser og dødsfald er nu mere alvorlig, end den var i foråret.«
Derfor annoncerede hun, at de nuværende restriktioner forlænges frem til 17. januar. De stod til at udløbe 3. januar. En forlængelse af restriktionerne medfører, at alle skoleelever fortsat skal være hjemsendte og i stedet modtage fjernundervisning.
Det betyder også, at en lang række virksomheder skal forblive lukkede frem til mindst 17. januar. Det gælder blandt andet:
Barer og restauranter.
Alle butikker med undtagelse af apoteker og supermarkeder.
Liberale erhverv såsom frisører og tatovører.
Statsministeren beskrev restriktionerne som en »reel nedlukning, som gælder meget af det sociale liv.«
Og hun gav danskerne en klar advarsel om den kommende nytårsaften kan blive en stor smittespreder, hvis vi ikke passer på.
»Det er i vores øjne ikke rimeligt, hvis en nytårsfejring betyder, at der spredes endnu mere smitte,« siger Mette Frederiksen (S).
Hun opfordrer alle danskere til at overveje, om de bør aflyse allerede planlagte arrangementer nytårsaften. Man bør kun holde fest med hustanden og muligvis meget få personer fra den nærmeste omgangskreds.
Rigspolitichefen Thorkild Fogde siger, at politiet vil være til stede i hele landet og gribe ind over for ulovlige forsamlinger, hvor flere end ti personer samles i det offentlige rum.
Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, fortalte desuden, at man bør have ekstra fokus på hygiejne og afstand, hvis man eksempelvis spiser med andre end ens egen husstand til nytår. Han opfodrede til ikke at bevæge sig fra fest til fest.
»Lad være med at blande jer med andre,« sagde Søren Brostrøm.
»Og så kunne jeg måske tilføje, at det ikke skader at gå tidligt hjem nytårsaften.«
Vendepunktet er her ikke endnu
Netop nu oplever Danmark den mest dødelige periode under pandemien.
»For to dage siden blev de første danskere vaccineret. En mærkedag. Den mest håbefulde dag i 2020. Desværre var den ikke et vendepunkt endnu.«
Mandag registrerede Statens Serum Institut 30 nye coronarelaterede dødsfald – det højeste under epidemien.
Samtidig er antallet af indlagte landet over nu steget til præcis 900 personer – også det højeste under epidemien.
På landets intensivafdelinger er antallet af coronapatienter tæt på tredoblet i december, således at 113 nu er indlagt på intensiv.
»Vi skal have vendt udviklingen igen, og uanset hvilke restriktioner og nedlukninger vi indfører, står og falder det her med, hvordan vi hver især påtager os opgaven,« sagde statsministeren, som endnu ikke kunne sige, hvorvidt restriktionerne igen kan blive forlænget.
Tidligere i dag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at kontakttallet – der tidligere blev kaldt smittetrykket – var steget fra 0,9 ugen før til nu 1,2.
Det betyder med andre ord, at ti coronasmittede i gennemsnit giver smitten videre til 12 andre.
Alle plejehjemsbeboere bliver vaccineret i januar
På pressemødet ønskede Statens Serum Instituts direktør Henrik Ullum ikke at give et bud på, hvornår Danmark kan ventes at opnå flokimmunitet – altså en immunitet i befolkningen på omtrent 70-80 procent, som ifølge eksperter vil få virussen til at gå i sig selv.
Men sundhedsminister Magnus Heunicke sagde, at han forventede, at alle beboere på de danske plejehjem bør være vaccineret ved udgangen af januar.
Vaccinationerne på plejehjem landet over blev indledt søndag, da de første beboere fik tilbud om at blive stukket med vaccinen mod covid-19. I sidste uge afgik 62 beboere på plejehjem ved døden, efter at de havde fået påvist coronavirus.
Mandag vil der ankomme yderligere knap 49.000 vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech, og omtrent samme antal ventes den kommende tid at blive leveret uge efter uge.