Mette Frederiksen beder om danskernes gode vilje – nu kritiseres regeringen for at sætte tilliden over styr

Fordi mange ifølge statsministeren har gjort »hvad sundhedsmyndighederne anbefaler«, er det nu muligt at genåbne landet langsomt. Strategien hviler på danskernes vilje til at rette ind, og den vilje er myndighederne og regeringen med modstridende budskaber ved at sætte over styr, vurderer eksperter.

Mange danske forældre blev i løbet af påsken forvirrede, da de skulle tage stilling til, om deres børn skulle i skole og daginstitution efter påsken.

Modstridende meldinger fra sundhedsmyndighederne og regeringen skabte tvivl om, hvorvidt børn skulle af sted, hvis forældre eller søskende er smittet med covid-19.