Ishøj Kommune har under coronaepidemien gjort sig bemærket ved at have haft store udfordringer med at nedbringe smitten, der af flere omgange har sendt kommunen til tops i Statens Serum Instituts (SSI) opgørelser. Og det har haft en tydelig konsekvens, skriver TV 2 Lorry.
Mere end 15 procent af Ishøj Kommunes knap 23.000 indbyggere har været smittet med covid-19 i løbet af epidemien i Danmark, viser tal fra SSI.
I de seneste tal ligger Ishøj højt på listen over testkorrigeret incidens i kommunerne. Her indtager Ishøj en andenplads kun overgået af Albertslund Kommune.
Her har Ishøj Kommune en incidens på 274,26.
Dette vil imidlertid ikke længere automatisk få indflydelse på eksempelvis liberale erhverv i kommunen, idet de automatiske nedlukninger af kommunerne blev udfaset 1. september som led i, at de sidste restriktioner i samfundet blev skrinlagt.
Alligevel kalder Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) situationen for »trist«.
»Mange burde efter min mening have passet bedre på. Særligt her på det seneste, hvor mange har været rejst udenlands henover sommeren,« siger Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry.
Når kommunen har haft store udfordringer med at nedbringe smitten, skyldes det flere forhold.
Eksperter har ad flere omgange påpeget en etnisk slagside, idet der på grund af kulturelle forskelle, anderledes familiemønstre såvel som tætbefolkede boligområder er bedre vækstbetingelser for en smitte som coronavirus.
Derudover er tilslutningen til vaccinerne i Ishøj væsentligt lavere end landsgennemsnittet.
På landsplan har 75,4 procent af befolkningen påbegyndt vaccination, mens og 72,5 procent er færdigvaccineret. I Ishøj har kun 62,6 procent af indbyggerne påbegyndt vaccination, mens kun 59,2 procent er færdigvaccineret, viser tal fra SSI. Ishøj Kommune ligger dermed allernederst blandt kommunernes vaccinationstilslutning.