Mens hans hoteller stod tomme, løb Peter 100 dage i streg for at bevare roen: »Jeg har faktisk sovet godt om natten«

Peter Haaber er direktør i kæden Zleep Hotels og åbnede sit hidtil største hotel i Ørestad i starten af juni. Det var for sent at trykke på stopknappen, da coronakrisen ramte. Han er en del af det københavnske hotelboom, der har lidt et alvorligt knæk: »Det var en katastrofe«.

Peter Haaber er adm. direktør i Zleep Hotels. Kæden åbner et nyt hotel under coronakrisen og har endnu et på vej i september. Linda Kastrup

Når Peter Haaber åbner et nyt hotel, holder han en fest. Han inviterer sine venner, sin familie, kollegaer, kunder og pressen.

De skåler i champagne, spiser kanapeer og som hotelejer holder Peter Haaber tale. Men da hans hidtil største hotel åbnede i Ørestaden i starten af juni, skete det, uden nogen opdagede det. Der var ingen fest, for der var ikke noget at fejre. Kun tre ud af hotellets 211 værelser var booket.