Da friske vinterbadere tilbage i marts gik i vandet ved Brøndby Havn, vidste de nok ikke, at havbunden gemte på en god omgang afføring.
Flere bådejere havde nemlig dumpet deres efterladenskaber i havnen, hvilket forringede vandkvaliteten tilpas nok til, at kommunen tvangslukkede vinterbadeklubben 100 meter derfra.
Det fortæller havnefoged i Brøndby Havn Jesper Kaas til TV 2 Kosmopol.
En dag fik han et par dykkere til at tjekke sikkerheden på havnens broer. Men dykkerne kom op med et andet problem. De så en hvidlig og død havbund, som var et klart tegn på, at der var tale om afføring.
Jesper Kaas fik taget nogle prøver for at se, hvad der gemte sig på havbunden.
»Nogle af værdierne var helt oppe at ringe. Altså mange tusinde gange højere, end hvad der er tilladt«, siger han til TV 2 Kosmopol.
Vandkvaliteten var altså langt fra som ønsket, og havnefogeden udtrykker forargelse over, at bådejerne tømmer deres toiletvand i havnen. Alt efter bådtype er det normal praksis, at man sejler to til ti sømil ud for at tømme sin tank.
Kommunen har senere hen taget sine egne prøver fra havbunden, hvor tallene igen var fine. Vinterbadeklubben er dermed åbnet igen, og vinterbaderne behøver ikke bekymre sig for badevandskvaliteten.
Brøndby Kommune er i løbende kontakt med havnefoged Jesper Kaas om kvaliteten i havnens vand.