Menneskeheden kan meget vel blive udslettet, fordi en åndsfraværende journalist lidt ude i fremtiden beder en kunstig intelligens om at hente en kop kaffe. I princippet skal der ikke mere til.
For selvom kunstig intelligens ikke har menneskelige drifter efter mad, sex, verdensherredømme eller overlevelse, så bliver den nødt til at være operationel for at kunne løse opgaven. Det kan føre til vores undergang, fortæller professor i computer science ved Berkeley University Stuart Russell til Berlingske. Han er en af verdens absolut førende tænkere inden for kunstig intelligens og rådgiver regeringer, præsidenter og FN.