En ung mand modtog flere gange kokain i kilovis, og så beordrede han folk, der var lavere rangerende i narkonetværket, til at overfalde en mand med et jernrør.

Erkendelsen er aflagt i et retsmøde i Retten i Glostrup, der som følge af tilståelsen har skåret to år af straffen. Resultatet er blevet 12 års fængsel til den 21-årige mand.

Det oplyser senioranklager Marcus Nymand fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Samlet set har manden tilstået at have været i besiddelse af 34,6 kilo kokain, 11 kilo amfetamin, 3,4 kilo ketamin og 10.170 ecstasypiller.

De første ti kilo kokain modtog han i de tidlige morgentimer den 7. maj sidste år på en rasteplads i Haslev.

Den 21-årige mellemmand i narkonetværket med tråde til Serbien er opvokset i Danmark. Han var i en periode udrejst af landet, men kom så tilbage igen.

Foruden straffen på 12 års fængsel er han blevet udvist af Danmark med et livslangt forbud mod at rejse ind i landet igen.

Manden, der er serbisk statsborger, overvejer, om han vil have sagen vurderet på ny i Østre Landsret. Han kan inden for 14 dage anke straffens længde til landsretten.

RITZAU