I løbet af få minutter bredte ilden sig fra laden på Lystrupgård ved Slangerup til de omkringliggende bygninger. Og midt om natten måtte voksne og børn haste ud for at redde livet, da fem bygninger natten til 25. april i fjor blev ædt op af flammerne.

To barndomskammerater sidder torsdag ved Retten i Hillerød tiltalt for at stå bag branden, som ødelagde værdier for et tocifret millionbeløb.

Lystrupgård på Nordsjælland er ejet af 84-årige Jens Christian Nielsen. Han boede selv på gården og var til stede den nat, da branden raserede stedet. Kun to bygninger blev skånet.

Det var angiveligt en konflikt mellem Nielsen og en af de to tiltalte - en 37-årig automekaniker - der fik mekanikerens barndomskammerat til at cykle ud til gården og sætte ild til stedet.

Automekanikeren lejede sig ind i et værksted på en gård i Gørløse, som er ejet af Nielsen, og konflikten mellem dem relaterer sig angiveligt til det lejeforhold.

Barndomskammeraten erkender torsdag i retten, at han i en rus af rygekokain startede branden og var eneste mand på stedet. Men han siger også, at automekanikeren var vidende om, hvad der skulle ske.

Og motivet til at tænde ild var for barndomskammeraten at hjælpe sin mekanikerven, som han i sms-beskeder omtalte som "chef" i den personlige strid med gårdejer Nielsen.

Dog endte branden med at blive langt mere omfattende end tilsigtet.

- Det var ikke meningen, at folk skulle slås ihjel, eller at nogen skulle miste deres hjem. Det er den dummeste beslutning, jeg har taget i mit liv, lyder forklaringen fra barndomskammeraten, som fortæller, at han på det tidspunkt var ude i et omfattende misbrug af rygekokain.

Sms-beskeder sendt mellem de to understøtter hans forklaring. I timerne op til branden udveksles der blandt andet billeder og beskeder om brandbare væsker.

Der bliver også talt om, at barndomskammeraten skal have nogle hundrede kroner. De penge skulle bruges på kokain, som han købte hos en pusher i Stenløse, lyder forklaringen i retten.

Selv om barndomskammeraten erkender at have startet branden, så nægter han sig skyldig i overtrædelse af straffelovens alvorlige brandparagraf.

Den bestemmelse handler om, at man med forsæt udsætter andres liv for fare eller forvolder stor ødelæggelse. Men barndomskammeraten vil kun tilstå overtrædelse af en mildere bestemmelse om forsætlig brandstiftelse.

Automekanikeren derimod nægter sig skyldig i anklagen om at have anstiftet branden i forening med sin barndomskammerat.

At branden var særdeles voldsom, kunne alle tilstedeværende i retslokalet torsdag ved selvsyn konstatere. Her afspillede senioranklager Pernille Hildebrandt nemlig en video, som den første politipatrulje på stedet havde optaget.

Over et stort område kunne man se, hvordan flammer strakte sig adskillige meter op i luften og omsluttede bygningerne på adressen. Også omkringstående træer.

En forbipasserende bilist var den første til at slå alarm. Hans opkald til alarmcentralen blev afspillet i retten, og her fortalte manden, hvordan man helt ud på vejen kunne mærke varmen fra det "flammehav", som han beskrev branden som.

Torsdagens retsmøde er det første af op til seks planlagte retsmøder i sagen. Der ventes en dom til marts.

Sagen kører som nævningesag, hvilket indikerer, at anklagemyndigheden går efter en straf på mere end seks års fængsel til en eller begge af de tiltalte. Der ventes dom i marts.

/ritzau/