Mediernes rolle i Meng-sagen skaber stor debat. Nu roser morens advokat pressen
Mandag blev anklageskriftet mod den 32-årige mand, der er tiltalt for at slå Emilie Meng ihjel, offentliggjort. Det fik Peter Hummelgaard (S) til at bringe en usædvanlig advarsel til danske medier.
I årevis har Emilie Mengs efterladte levet i uvished om, hvad der skete med den 17-årige pige, der forsvandt.
I dén tid har danske medier afdækket, at efterforskningen af hendes forsvinden har været præget af fejl og mangler.
Et arbejde, som Mai-Brit Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for den dræbte teenagepiges mor, har sat pris på.
»Jeg anerkender mediernes arbejde og den rolle, de har spillet i situationen, hvor sagen ikke var opklaret, og hvor der var alverdens mangelfulde efterforskningsskridt – og efterforskningsskridt, som politiet ikke havde taget,« siger hun i et interview til B.T.
Nu er familien – måske – ét skridt tættere på at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang, Emilie Meng forsvandt.
I går blev anklageskriftet mod manden, der er tiltalt for drabet på hende og for at bortføre en 13-årig pige fra Vestsjælland, nemlig offentliggjort.
Her er anklagerne
Sagskomplekset tæller tre straffesager, og politiet har døbt det »Kirkerupsagskomplekset«.
Overordnet mener anklagemyndigheden, at tiltalte har gjort sig skyldig i:
at have udsat Emilie Meng for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt at have dræbt hende.
at have udsat en dengang 13-årig pige i sagen fra Kirkerup for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt for at have forsøgt at dræbe hende.
at have forsøgt langvarigt at frihedsberøve en efterskoleelev fra Sorø og for at have forsøgt at voldtage hende.
Drabet på Emilie Meng og sagen om den 13-årige pige, der blev bortført i Vestsjælland sidste forår, er gået over i dansk kriminalhistorie.
Oveni kommer så sagen, hvor politiet mener at kunne bevise, at den 32-årige tiltalte også står bag et forsøg på at bortføre en 15-årig efterskoleelev.
Mediernes arbejde i sagen om Emilie Mengs forsvinden har været en hjælp for advokat Mai-Brit Storm Thygesen, fortæller hun til B.T. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Minister advarer medierne
I anledning af at offentligheden nu har fået indsigt i de grusomheder, den 32-årige er tiltalt for, bragte justitsminister Peter Hummelgaard (S) i går en advarsel.
Danske medier bør ifølge ham træde varsomt, når det kommer til at videregive detaljer i sagen, sagde han i går i til TV 2.
Af anklageskriftet fremgår en række detaljer, som ifølge Børns Vilkår kan være voldsomme for børn og unge at høre om.
Samtidig risikerer man at begå et nyt overgreb mod ofrene i sagen ved at viderebringe de følsomme detaljer, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl til TV 2.
Den bekymring deler Peter Hummelgaard.
»Jeg håber inderligt, at alle danske medier vil tage advarslen fra både mig selv og Børns Vilkår alvorligt,« siger ministeren til tv-stationen.
Nu vil han overveje, om det kan blive nødvendigt med en lovændring på området, fortæller han. Efter en »meget svær afvejning« er han dog kommet frem til, at han ikke mener, der er behov for at ændre reglerne.
Det er tidligere kommet frem, at den 32-årige delvist erkender sig skyldig i anklagerne i sagen om den 13-årige pige.
I sagen om den 15-årige efterskoleelev nægter han ifølge Ritzau hele det forhold, der handler om voldtægt og frihedsberøvelse.
Alle anklager, der vedrører Emilie Meng-sagen, nægter han sig skyldig i.
Del:
Andre læser også
Indland
Justitsminister advarer medier mod at udpensle detaljer i Meng-sag
Indland
For serieforbrydere handler det sjældent om ofret og mere om dem selv