Medierne fik én over nakken, da demonstranter trodsede minusgraderne til »rage week« for Palæstina – selv var de svære at få i tale

Onsdag aften trodsede en større flok demonstranter kulden, da de gik på gaden i protest mod dét, som de mener, er et folkedrab i Gaza. Her føg vreden mod de danske medier. Berlingske gik med.

Onsdag klokken 17 mødte omkring 100 propalæstinensiske demonstranter op på Mozarts Plads i den københavnske sydhavn til »Week of Rage«.

Temperaturen faldt, da vi gik midt på Sydhavnsgade i én klump med kurs mod TV 2s hovedkvarter på Teglholmen, hvor demonstranterne ville fortælle stationen en ting eller to.