Medie: FIFA sadler om – regnbuefarver er nu tilladt i Qatar

Qatar har forsikret FIFA om, at VM-tilskuere ikke fremover vil få konfiskeret flag og beklædningsgenstande med regnbuefarver.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er en af de tilskuere, der er lykkedes med at bære en regnbue på tøjet på stadion i Qatar. Der er adskillige eksempler på det modsatte. Søren Bidstrup

Efter massiv kritik har Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) skiftet kurs.

FIFA oplyser nu de nationale forbund om, at regnbueflag »ikke vil være forbudte« på VM-stadioner i Qatar fremadrettet. Det skriver britiske The Independent.

Dermed er det nu tilladt at bære symbolet på støtte til lgbt+-miljøet. Det har Qatar forsikret FIFA om efter en række hændelser, lyder det videre.

Regnbuen har fyldt meget før og under dette VM, fordi homoseksualitet er ulovligt i ørkenstaten, og homoseksuelle forfølges.

Både pressefolk og fodboldfans har oplevet at få konfiskeret multifarvede flag og beklædningsgenstande.

Det gælder også danskere, som er rejst til Qatar for at overvære slutrunden. Tirsdag fortalte en dansk fan til TV 2, at han var blevet nægtet adgang til en kamp, fordi han bar regnbuestrømper og det omdiskuterede OneLove-armbind.

Flere medier har ligeledes berettet, at walisiske fans blev bedt om at tage deres regnbuefarvede bøllehatte af, da de skulle overvære deres holds kamp mod USA. Som reaktion valgte Wales onsdag at hænge regnbuefarvede hjørneflag op på deres træningsanlæg.

Det nye tiltag gælder umiddelbart kun tilskuere til kampene. Der er ikke noget, der tyder på, at Danmark eller andre hold får lov at spille kampe iført det omdiskuterede OneLove-armbind, som FIFA forbød i sidste øjeblik.