B.T. mener at have dokumenteret, at den militante del af den palæstinensiske organisation Den demokratiske front for Palæstinas befrielse (DFLP) henrettede en ung mand under angrebene på Israel 7. oktober. 

Enhedslisten har gennem mange år deltaget i et demokratiprojekt på Vestbredden, som blandt andet har haft deltagelse af DFLP. 

Efter angrebene 7. oktober erklærede Enhedslisten dog, at det droppede alt fremtidigt samarbejde med DFLP efter forlydender om, at DFLP deltog i angrebene.

Men ved Enhedslistens årsmøde forrige weekend havde 22 medlemmer af partiet, herunder fire medlemmer af hovedbestyrelsen, stillet forslag om, at partiet skulle genoptage samarbejdet. 

Ifølge en af de 22 forslagsstillere, Jan Kjærgaard Hansen, der er suppleant til byrådet i Faxe, var det nemlig udokumenteret, at DFLPs militante gren, De nationale modstandsbrigader, deltog i terrorangrebet 7. oktober sidste år, skrev B.T. 

Men DFLPs paramilitære deltog. Det skriver B.T. nu, at de har dokumenteret. For angiveligt viser en video, at den paramilitære brigade skød en 21-årig mand fra Tanzania 7. oktober.

B.T. har forelagt oplysningerne for Enhedslisten. 

»Det er jo så rædselsfuldt,« siger partiets udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, og fortsætter: 

»Det bekræfter endnu en gang, at det var det helt rigtige at bryde relationen til DFLP, så snart vi blev bekendt med deres involvering i terrorangrebet 7. oktober. Det viser også, at forslagsstillernes påstand om, at DFLP ikke har deltaget i krigsforbrydelser, er lodret forkert.«

»Derfor er jeg glad for, at de blev stemt benhårdt ned af Enhedslistens medlemmer på weekendens årsmøde. Enhedslisten tager den skarpeste afstand fra alle, der begår terror og krigsforbrydelser.«

Samarbejdet mellem Enhedslisten og DFLP løb fra 2013 til udgangen af juni 2021 og kostede tre millioner kroner. 

Pengene blev regnet som ulandsbistand og kom via Dansk Institut for Partier og Demokrati, som ifølge Jyllands-Posten, der først skrev om emnet, er en instans, der formidler penge til projekter med venskabspartier og andre i den tredje verden.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.